Villaer, skoler, et badeland og en golfklub. I alt 131 projekter er blevet indstillet til Renoverprisen, som hvert år hædrer renoveringsprojekter, der viser vejen for fremtidens byggeri. Nu skal feltet snævres ind, inden prisen uddeles den 4. september 2025.

Eksperter skærer feltet ned til finalister

I de kommende måneder skal Renoverprisens nomineringsudvalg nøje gennemgå de 131 indstillede projekter og udvælge de stærkeste kandidater. Feltet skal i første omgang skæres ned til 14-18 projekter, og i juni vil udvalget offentliggøre de 5-7 projekter, der nomineres til finalen.

For Renoverprisens Specialpris skæres feltet ned til to nominerede projekter. Specialprisen belønner parterne bag et projekt, der inspirerer og overrasker med en kreativ tilgang til at forny en bygning, der har historisk og bygningskulturel værdi og/eller værdi for fællesskaber i lokalområdet.

Nomineringsudvalget består af personer med bred og solid erfaring inden for byggeri og byudvikling:

  • Henrik Mielke (formand), seniorkonsulent
  • Kasper Lynge, institutleder for BUILD ved Aalborg Universitet
  • Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune
  • Signe Sønderskov, direktør for byggeri og byudvikling i Domea.

Hvem de endelige vindere bliver, afgøres af et valgkollegie bestående af ca. 90 fagfolk fra byggebranchen, og vinderne hyldes ved en stor prisfest den 4. september 2025.

På billedet ses Tscherningshuset
Foto: Thomas Muus

Fra murstensvillaer til moderne kulturhuse – renovering spænder bredt

De 131 indstillede projekter understreger, hvor alsidig renoveringsdisciplinen er. Og det er netop denne mangfoldighed, som Renoverprisen skal være med til at hylde, forklarer Susanne Borenhoff, adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond:

”Med Renoverprisen hylder vi de bygherrer, rådgivere og håndværkere, der gør sig umage med at bevare, omdanne og forny frem for at rive ned og bygge nyt. Fælles for projekterne er, at de løfter bygningerne, så de kan fungere til nutidens behov, samtidig med at de bevarer bygningernes historie og sjæl.”

Mere om

Renoverprisen

Renoverprisen er stiftet af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond for at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst renoverer den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2013 og hylder hele holdet frem for en enkelt bidragsyder – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.
Projekterne bliver vurderet på baggrund af seks hovedkriterier i form af eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur. 
Udover titlen som årets bedste renoveringsprojekt følger en check til vinderholdet af Hovedprisen på 100.000 kr. Vinderholdet bag Specialprisen modtager 10.000 kr.