Barselsregler for Konstruktøroverenskomsten
for arkitektbranchen
Hvor meget barsel med løn har jeg?
Som mor kan du gå på graviditetsorlov med løn 4 uger før forventet fødsel.
Efter fødslen har hver forælder som udgangspunkt mulighed for at få 24 ugers orlov med barselsdagpenge, hvis de nærmere betingelser herfor er opfyldt. Når du er omfattet af Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen, har du ret til løn under barsel i en række uger i stedet for barselsdagpenge.
Efter fødslen har mor mulighed for at holde 20 ugers orlov med løn, mens far eller medmor har mulighed for at holde 13 ugers orlov med løn. Derudover er der 4 ugers ekstra orlov med løn, som skal deles mellem forældrene, hvis begge er omfattet af Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen.
Nedenfor kan du se, hvordan ugerne fordeler sig.
-
Som mor, der er ansat efter Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen, har du ret til 4 ugers graviditetsorlov med løn inden forventet fødsel samt 20 ugers barselsorlov med løn efter fødslen. Derudover har du ret til 4 ugers orlov med barselsdagpenge.
Orloven fordeler sig således:
- 2 ugers barselsorlov, som er øremærket til mor, og som skal afholdes inden for de første 10 uger efter fødslen.
- 8 ugers barselsorlov, som kan overdrages mellem mor og far eller medmor. Disse uger skal ligeledes placeres inden for de første 10 uger efter fødslen.
- 9 ugers barselsorlov, som er øremærket til mor, og som skal afholdes inden for barnets første år.
- 5 ugers barselsorlov, som kan overdrages mellem mor og far eller medmor. Disse uger skal være afholdt inden for barnets første år.
-
Som far eller medmor har du efter Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen ret til 13 ugers barselsorlov med løn samt 11 ugers orlov med barselsdagpenge.
Orloven fordeler sig således:
- 2 ugers øremærket barselsorlov, som skal afholdes inden for barnets første 10 uger.
- 10 ugers barselsorlov, som kan overdrages mellem far eller medmor og mor, og som skal afholdes inden for barnets første år.
- 13 ugers orlov, som er øremærket til far eller medmor, og som skal afholdes inden for barnets første år.
-
Forældrene har derudover 4 ugers ekstra orlov med løn, som skal deles mellem forældrene, hvis begge er omfattet af Konstruktøroverenskomsten for arkitektbranchen.
Hvis kun den ene forælder er omfattet af overenskomsten, er det oplagt, at denne forælder tager alle 4 uger med løn.
Hvornår skal jeg varsle graviditet og barsel over for min arbejdsgiver?
Du skal være opmærksom på, at der gælder visse frister for, hvornår du skal oplyse din arbejdsgiver om din graviditet, forestående orlov og tilbagevenden til arbejdet.
Som mor skal du senest 3 måneder før termin oplyse din arbejdsgiver om graviditeten og samtidig fortælle, hvornår du forventer at gå på orlov. Orlov, der afholdes senere end 10 uger efter fødslen, skal varsles senest 6 uger efter fødslen.
Som far eller medmor skal du senest 4 uger før termin varsle, hvis du ønsker at holde de 2 ugers orlov i forbindelse med fødslen. Øvrig orlov skal som udgangspunkt varsles senest 6 uger efter fødslen.