Barselsregler i Teknikeroverenskomsten
Hvor meget barsel med løn har jeg?
Det er en betingelse for retten til fuld løn under orloven, at du har ni måneders anciennitet i virksomheden på det forventede fødselstidspunkt. Det er desuden en forudsætning, at du har ret til barselsdagpenge i perioden, og at din arbejdsgiver kan få refusion svarende til den maksimale dagpengesats.
Som mor kan du gå på graviditetsorlov med fuld løn fire uger før det forventede fødselstidspunkt.
Hvis I bor sammen ved fødslen, har hver forælder som udgangspunkt ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen, hvis betingelserne for barselsdagpenge er opfyldt. Når du er omfattet af Teknikeroverenskomsten, har du ret til fuld løn under en del af orloven, hvis betingelserne i overenskomsten er opfyldt.
Efter fødslen har mor ret til 19 ugers orlov med fuld løn, mens far eller medmor har ret til 12 ugers orlov med fuld løn. For børn, der er født eller modtaget den 1. juni 2025 eller senere, er der derudover syv deleuger med fuld løn, som kan fordeles mellem forældrene.
Nedenfor kan du se, hvordan ugerne fordeler sig.
-
Som mor, der er omfattet af Teknikeroverenskomsten, har du ret til fire ugers graviditetsorlov med fuld løn før det forventede fødselstidspunkt samt 19 ugers orlov med fuld løn efter fødslen.
Din ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen fordeler sig som udgangspunkt således:
- 2 ugers orlov, som er øremærket til mor, og som skal afholdes i forbindelse med fødslen.
- 8 ugers orlov, som mor i visse situationer kan overdrage til far eller medmor. Ugerne ligger som udgangspunkt inden for de første 10 uger efter fødslen.
- 9 ugers orlov, som er øremærket til mor, og som som udgangspunkt skal afholdes inden for barnets første år.
- 5 ugers orlov, som kan overdrages til far eller medmor, og som som udgangspunkt skal afholdes inden for barnets første år.
-
Som far eller medmor, der er omfattet af Teknikeroverenskomsten, har du ret til 12 ugers orlov med fuld løn. Uden brug af deleugerne vil du som udgangspunkt have yderligere 12 ugers orlov med barselsdagpenge uden løn fra arbejdsgiveren.
Din ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen fordeler sig som udgangspunkt således:
- 2 ugers orlov, som er øremærket til far eller medmor, og som som udgangspunkt skal afholdes inden for de første 10 uger efter fødslen.
- 9 ugers orlov, som er øremærket til far eller medmor, og som som udgangspunkt skal afholdes inden for barnets første år.
- 13 ugers orlov, som kan overdrages til mor, og som som udgangspunkt skal afholdes inden for barnets første år.
-
For børn, der er født eller modtaget den 1. juni 2025 eller senere, er der derudover syv deleuger med fuld løn, som kan fordeles mellem forældrene.
Er det kun den ene forælder, der er omfattet af Teknikeroverenskomsten, kan det være en fordel, at denne forælder bruger hele eller dele af de syv deleuger, hvis betingelserne for barselsdagpenge og arbejdsgiverens refusion er opfyldt.
Hvis mor eksempelvis vælger at tage alle syv deleuger med løn, kan hun i alt have 26 ugers orlov med fuld løn efter fødslen. Da hun som udgangspunkt selv har ret til 24 ugers barselsdagpenge efter fødslen, skal hun have overført to ugers orlov med barselsdagpenge fra far eller medmor for at kunne få løn i alle 26 uger. Det skyldes, at arbejdsgiverens ret til dagpengerefusion er en forudsætning for lønudbetalingen efter Teknikeroverenskomsten.
Hvornår skal jeg varsle graviditet og barsel over for min arbejdsgiver?
Der gælder forskellige frister for, hvornår du skal give din arbejdsgiver besked om graviditet, orlov og tilbagevenden til arbejdet.
Som mor skal du senest tre måneder før det forventede fødselstidspunkt oplyse din arbejdsgiver om, hvornår du forventer at føde, og om du vil holde orlov før fødslen. Orlov, der skal holdes efter de første 10 uger efter fødslen, skal som udgangspunkt varsles inden seks uger efter fødslen.
Som far eller medmor skal du senest fire uger før det forventede fødselstidspunkt varsle din arbejdsgiver, hvis du vil holde orlov inden for de første 10 uger efter fødslen. Orlov, der skal holdes efter de første 10 uger, skal som udgangspunkt varsles inden seks uger efter fødslen.