Uanset om du er ansat med eller uden overenskomst, skal du have en løn og ansættelsesvilkår, der matcher dine kvalifikationer, kompetencer og jobfunktion. Det gælder også, hvis du er nyuddannet.
Selvom du er ansat med overenskomst, kan der godt forhandles om en højere løn og flere fordele ud over basislønnen. På de offentlige områder har Konstruktørforeningen forhandlingsretten – ofte repræsenteret af tillidsrepræsentanten.
På privatområdet forhandler du som udgangspunkt selv din løn med ledelsen, hvis du er omfattet af en overenskomst.
Hvis du er ansat uden overenskomst, skal du selv forhandle alle forhold.
Uanset hvilken situation du er i, anbefaler vi, at du kontakter os i forbindelse med din lønforhandling.
Aftal, hvor ofte lønnen skal reguleres
Når du forhandler din kontrakt, bør du også aftale, hvor ofte lønnen skal reguleres. På det offentlige område har du som regel ret til en årlig lønforhandling.
I Konstruktørforeningen anbefaler vi, at du som minimum har en lønsamtale én gang om året.