Det kan være svært at give et klart bud på, hvad din løn skal være som nyuddannet. Med denne guide kan du spore dig ind på, hvilket lønniveau dit første job som bygningskonstruktør bør have.

Mange nyuddannede har svært ved at sætte en pris på deres kompetencer, når de skal forhandle den første løn. Selvom det kan være svært, er det vigtigt, at du ikke sætter din løn for lavt og kommer bagud fra start. Samtidig er det vigtigt, at dine lønforventninger ikke bliver så høje, at du mister muligheden for at komme i betragtning til jobbet.

Det er altid en god idé at kontakte os, så vi kan hjælpe dig. Du kan også følge vores vejledning til lønforhandling, så du har de bedste kort på hånden inden lønsamtalen.

Læs vores guide til lønforhandling

Brug guiden herunder til at finde dit lønudspil som nyuddannet.

Find dit lønniveau som nyuddannet

  • Privat eller offentlig arbejdsplads

    Der er meget, der har betydning for din løn, fx om du søger job i det offentlige eller det private, og om du bliver ansat med overenskomst.

    Hvis du får arbejde i en kommune, en region eller staten, vil du typisk blive ansat på overenskomst. Her er det tillidsrepræsentanten eller en konsulent fra Konstruktørforeningen, der forhandler din løn for dig.

    Branche og geografi

    Ikke alle konstruktørjob lønnes ens. Lønniveauet afhænger både af branche, arbejdsopgaver og hvor i landet jobbet er. Nogle brancher har højere startlønninger end andre.

    I Konstruktørforeningen kender vi til lønningerne for de forskellige arbejdsfunktioner. Derfor er det altid en god idé at orientere dig i Konstruktørforeningens lønstatistik. Vi har også adgang til branchestatistikker, som kan give dig værdifuld viden om lønniveauet. Så tøv ikke med at skrive til os for at høre mere.

  • Din baggrund og uddannelse spiller også ind på dit lønniveau. Du kan fx argumentere for en højere løn, hvis du søger et job, der ligger i forlængelse af det, du har specialiseret dig i under dit afgangsprojekt.

    Sæt fokus på det, du er særligt god til, relevante indsatser, du har ydet for nylig, eller erfaringer fra dit privatliv, som virksomheden kan finde relevante. Det er også et godt kort på hånden, hvis du kan fremhæve relevante erfaringer fra for eksempel uddannelse, studiejob eller praktikophold.

    Det kan styrke dine argumenter, når du skal forhandle din løn.

  • Det er vigtigt at tænke på din pension allerede nu. Hvis du er omfattet af en overenskomst, er pensionen forhandlet på forhånd, men i nogle private virksomheder er pension ikke en del af lønpakken. I det tilfælde skal du være opmærksom på, at du skal forhandle lønnen tilsvarende op, så du selv kan oprette en pensionsordning.

    Hvis din arbejdsgiver indbetaler til din pension, skal du holde øje med, hvor mange procent der bliver indbetalt. Der kan nemlig være stor forskel på, hvor meget virksomheder indbetaler til pension. Derudover skal du være opmærksom på fordelingen mellem den arbejdsgiverbetalte del og den del, du selv skal betale.

    Svarer pensionsordningen til normen i branchen eller virksomheden? Det er vigtigt at tilpasse dit lønudspil efter det.

    Har du modtaget en kontrakt eller et udspil med pension, kan du altid sende det til os. Så hjælper vi dig med at tjekke, om alt er, som det skal være.

    Få hjælp til kontrakttjek

Få mere i løn

Deltag i Konstruktørforeningens lønkurser, og bliv endnu bedre til lønforhandling. Vi tilbyder blandt andet lønkurser målrettet nyuddannede.