Sådan kommer du tilbage på job
efter stress
Det er vigtigt at starte langsomt op efter en sygemelding med stress. Her får du gode råd til, hvordan du kan vende tilbage til dit job på en tryg og realistisk måde.
Hvis du har været igennem et forløb med stress og vender tilbage til din arbejdsplads, er det vigtigt, at du starter langsomt op og har klare aftaler med din chef og arbejdsplads.
Det er heller ikke sikkert, at du skal tilbage til din tidligere arbejdsplads, hvis arbejdsmiljøet har været medvirkende årsag til din sygemelding. Har du svært ved at se dig selv vende raskmeldt tilbage til arbejdspladsen bør du kontakte Konstruktørforeningen for vejledning. Vi taler med dig om dine muligheder og kan hjælpe med en eventuel fratrædelsesaftale.
Ønsker du at vende tilbage til din arbejdsplads, kan du følge disse syv råd:
Syv gode råd: Sådan kommer du tilbage på job
- Langsom opstart: Lav en plan for en langsom opstart, og trap stille og roligt op over flere måneder fx 2-6 måneder. Du kan eventuelt starte med 9-12 timer om ugen. Vend din plan med din læge eller psykolog.
- Rutinearbejdsopgaver: Aftal arbejdsopgaver, der passer til det nedsatte antal timer, og undgå deadlines. Opgaverne skal være overskuelige og afgrænsede i omfang.
- Undgå tidspres og afbrydelser: Undgå afbrydelser, hold pauser, og pres ikke dig selv på tid eller forventninger.
- Orientér dine kollegaaer: Sørg for, at dine kollegaer er orienteret om din optrapningsplan. Få eventuelt din chef til at orientere dem inden din opstart.
- Løbende evaluering: Evaluér løbende din opstartsplan med din chef, så du kan gå ned i tid igen, hvis du føler dig presset. En god ramme kan være et kort møde hver 14. dag.
- Lyt til din krop: Vær opmærksom på dine stresssymptomer, og tag dem alvorligt. Det er hårdt at vende tilbage, så det er vigtigt, at du passer på dig selv og lytter til kroppens signaler.
- Undgå dit gamle mønster: I din optrapning skal du passe på ikke at falde tilbage i de gamle vaner og mønstre, der var med til at gøre dig stresssyg.
Fælles for alle rådene er, at det er en fordel at aftale dem med din chef på forhånd. Din chef kan hjælpe med at skabe rammerne for en god opstart.