Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg før min ferie?

Hvis du bliver syg, inden din ferie begynder, har du ikke pligt til at begynde ferien. Du skal i stedet sygemelde dig, og de feriedage, du ikke kan holde på grund af sygdom, kan holdes på et senere tidspunkt.

Du skal sygemelde dig efter de almindelige regler på din arbejdsplads. Vær opmærksom på, at din arbejdsgiver kan bede om dokumentation for din sygdom efter de almindelige regler for sygefravær, fx i form af en lægeerklæring.

Hvad gør jeg, hvis jeg bliver rask under min planlagte ferie?

Hvis du bliver rask, før den planlagte ferie er slut, skal du som udgangspunkt møde på arbejde. Du kan dog vælge at holde resten af den planlagte ferie.

Når du raskmelder dig, skal du samtidig give din arbejdsgiver besked, hvis du ønsker at holde resten af ferien som planlagt.

Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg under min ferie?

Hvis du bliver syg under din ferie, har du som udgangspunkt ret til erstatningsferie efter i alt fem sygedage under ferie i samme ferieår. De første fem sygedage er som udgangspunkt karensdage.

Du skal sygemelde dig til din arbejdsgiver hurtigst muligt. Som udgangspunkt tæller sygedage før den dag, hvor du sygemelder dig, ikke med i opgørelsen af din erstatningsferie.

For at få ret til erstatningsferie skal du have lægelig dokumentation for sygdommen fra første sygedag. Du bør derfor huske at kontakte en læge, så snart du bliver syg, så du kan få den nødvendige dokumentation.

Du skal selv betale for den lægelige dokumentation. Det gælder også, hvis du bliver syg under ferie i udlandet.