Som sygemeldt skal du samarbejde med både din arbejdsgiver og kommunen om dit sygefravær og mulighederne for at vende tilbage til arbejdet.

Sygefraværssamtale med din arbejdsgiver

Er du sygemeldt, skal din arbejdsgiver som udgangspunkt indkalde dig til en sygefraværssamtale senest fire uger efter din første sygedag. Formålet med samtalen er at drøfte, hvordan og hvornår du kan vende tilbage til arbejdet, helt eller delvist.

Hvis din sygdom gør det umuligt for dig at deltage fysisk, kan samtalen efter aftale med din arbejdsgiver i stedet foregå telefonisk. Arbejdsgiveren kan kræve lægelig dokumentation for, at du er ude af stand til at deltage fysisk.

Kontakt os, hvis du er i en sådan situation, gerne før du meddeler din arbejdsgiver, at du ikke kan deltage fysisk.

Hvilke pligter har du i forhold til kommunens opfølgning?

Kommunen følger løbende op på din sygemelding og vurderer, om du fortsat opfylder betingelserne for at få sygedagpenge. Du kan derfor blive indkaldt til opfølgningssamtaler med kommunen.

Du har som udgangspunkt pligt til at medvirke i kommunens opfølgning. Hvis du uden rimelig grund undlader at medvirke, kan din ret til sygedagpenge bortfalde i den periode, hvor du ikke medvirker.

Det er derfor vigtigt, at du deltager i kommunens opfølgningssamtaler eller kontakter kommunen, hvis du har en rimelig grund til ikke at kunne deltage.

Hvordan opfølgningen foregår, afhænger blandt andet af din situation og dit sygdomsforløb. Den første opfølgningssamtale kan blandt andet foregå telefonisk. Herefter kan opfølgningen i visse tilfælde foregå ved personligt fremmøde, telefonisk eller digitalt.

Få hjælp til at håndtere
en sygefraværssamtale

Kontakt os på kf@kf.dk eller ring på telefon:

33 36 41 50

Telefontider: Hverdage 10.00 -15.00.
Torsdag 09.00 - 17.00

Medarbejder i KF iført headset.