Tillidsrepræsentant
på det private arbejdsmarked
Her på siden finder du en oversigt over opgaver og redskaber, der kan hjælpe dig med at lykkes i rollen som tillidsrepræsentant (TR) på det private arbejdsmarked.
På det private område har Konstruktørforeningen overenskomst på arkitektområdet og på BL-området. I øjeblikket har Konstruktørforeningen kun tillidsrepræsentanter på arkitektområdet.
Dine arbejdsopgaver som tillidsrepræsentant i det private
- Tage godt imod nye medarbejdere
- Repræsentere medarbejdere over for ledelsen
- Forhandle løn
- Forhandle lokale aftaler
- Kontrollere, at overenskomsten overholdes
- Deltage i samarbejdsudvalg (SU) med arbejdsgiveren
- Opfordre kollegaer til at blive medlem af Konstruktørforeningen
-
Når der slås stillinger op, vil nogle virksomheder invitere tillidsrepræsentanten med i ansættelsesudvalget. Der er dog ikke en ubetinget ret til at deltage.
Når en ny medarbejder er ansat, har du som tillidsrepræsentant ret til at mødes med den nyansatte i arbejdstiden. Formålet med mødet er at orientere om tillidsrepræsentantens samarbejde med virksomheden og muligheden for medlemskab af Konstruktørforeningen.
Få gode råd til samtalen med nye medarbejdere.
Det er i det hele taget vigtigt, at du er med til at sikre, at den nye medarbejder kommer godt i gang på arbejdspladsen og føler sig velkommen blandt kollegaerne.
-
Du er talsmand for de af dine kollegaer, der er medlemmer af Konstruktørforeningen.
Som tillidsrepræsentant har du dermed både ret og pligt til at fremsætte ønsker m.v. på vegne af de kollegaer, der er medlemmer af foreningen.
Du har også ret og pligt til at bistå medlemmer i forbindelse med konkrete sager og udfordringer, de måtte have på arbejdspladsen.
-
De enkelte kollegaer og medlemmer forhandler selv deres løn. Medarbejderne har gennem overenskomsten krav på en årlig lønforhandling.
Kan der ikke opnås et tilfredsstillende resultat, kan dine kollegaer anmode om at få dig med som bisidder ved en ny forhandling. Hvis det sker, opfordrer vi dig til at kontakte din kontaktperson i Konstruktørforeningen.
Se mere om løn og lønforhold i branchen.
-
Det vil ofte være i både arbejdsgiverens og medarbejdernes interesse at forhandle lokalt om forhold, som er relevante for netop din arbejdsplads. Det kan være ret til hjemmearbejde, rådighed, pauser, arbejdstidens placering inden for rammerne af overenskomsten, fleksaftaler m.v.
Disse aftaler vil ofte gælde på tværs af medarbejdergrupper. Det betyder, at tillidsrepræsentanter for andre medarbejdergrupper – typisk fra FAOD – også indgår i forhandlingerne.
Vi anbefaler, at du gør følgende:
- Har dialog med kollegaerne før, under og efter forhandlingen om ønsker til aftalens indhold m.v.
- Sikrer en god dialog og koordinering med tillidsrepræsentanter fra de andre forbund.
- Sparrer med din faste kontaktperson i Konstruktørforeningen.
Send aftalen til gennemgang hos os, inden du godkender den lokalt. Alle aftaler skal ligeledes sendes til Konstruktørforeningen, når de er indgået.
-
Det er en kerneopgave for tillidsrepræsentanter at sørge for, at overenskomsten overholdes.
Arbejdsgivere har som udgangspunkt også en intention om, at de indgåede aftaler overholdes. Lederes manglende kendskab til overenskomsten kan imidlertid føre til, at den alligevel ikke overholdes.
Det er derfor en vigtig opgave for dig som TR, som du løbende skal være opmærksom på.
Du skal blandt andet reagere, hvis:
- en kollega ikke får betaling for overarbejde efter overenskomstens bestemmelser.
- pension eller løntillæg beregnes forkert.
Oplever du en situation, hvor du mistænker, at overenskomsten ikke er overholdt, har du pligt til at reagere over for arbejdsgiveren.
Vi anbefaler, at du først kontakter din faste kontaktperson i Konstruktørforeningen, som kan hjælpe med at forberede en henvendelse til arbejdsgiveren.
-
På virksomheder med mere end 35 medarbejdere skal der, hvis virksomheden eller de ansatte ønsker det, nedsættes et samarbejdsudvalg. Tillidsrepræsentanter fra Konstruktørforeningen vil typisk skulle deltage i udvalget.
Virksomhedens ledelse skal i SU informere om og gå i dialog med medarbejderrepræsentanterne om bl.a. økonomi og fremtidsudsigter, beskæftigelsesforhold, større ændringer samt indførelse af ny teknologi.
Udvalgets konkrete sammensætning og opgaver aftales lokalt.
-
Din position som TR styrkes, jo flere af dine kollegaer der er medlemmer af Konstruktørforeningen. For mange kan det dog være en svær og grænseoverskridende opgave at optræde som "sælger" af medlemskab.
I Konstruktørforeningen forventer vi ikke, at du skal optræde som sælger. Men vi vil gerne hjælpe dig med at tage dialogen med kollegaerne om fordelene ved at være medlem. Det kommer både dine kollegaer, Konstruktørforeningen og dig selv til gavn.
Det er vigtigt, at du tager dialogen på din egen måde, så du kan være dig selv og føle dig godt tilpas i rollen.
Vi har samlet materialer og gode råd, der kan hjælpe dig godt i gang.
Dine rettigheder som tillidsrepræsentant i det private
- Adgang til overenskomster, der gælder på din arbejdsplads
- Ret til at udføre arbejde som tillidsrepræsentant i arbejdstiden
- Ret til TR-relevant uddannelse
- Vederlag for TR-arbejdet
- Beskyttelse mod afskedigelse
- Kontakt og samarbejde med Konstruktørforeningen
-
Find den overenskomst, der gælder på din arbejdsplads.
Der vil muligvis være supplerende lokale aftaler på din arbejdsplads. Dem kan du få hos en fællestillidsrepræsentant, HR eller din leder.
-
Du har ret til at udføre dine TR-opgaver i arbejdstiden. Det gælder de opgaver, der er omtalt her på siden.
Det er en god idé at tage en dialog med din leder om dette. Du kan med fordel tilrettelægge dit TR-arbejde på en måde, så det er til mindst mulig gene for dine øvrige arbejdsopgaver.
Men din leder kan ikke nægte dig at udføre det nødvendige arbejde som tillidsrepræsentant i arbejdstiden.
-
Konstruktørforeningen udbyder et introduktionskursus og løbende efteruddannelse for tillidsrepræsentanter.
Hvert år afholder Konstruktørforeningen et todages TR-seminar med aktuelle temaer.
Vi anbefaler, at du deltager i seminaret og efterfølgende holder dig opdateret gennem kurser og netværk.
Se aktuelle kurser for tillidsrepræsentanter.
Du har ret til at få fri i forbindelse med TR-uddannelse. Du har tre fridage om året til TR-kurser. Som nyvalgt har du som minimum ret til fire dages frihed i forbindelse med TR-uddannelse.
Du bør altid tage en dialog med din leder om dette og forsøge at tilrettelægge arbejdet på en måde, så det er til mindst mulig gene for dine øvrige arbejdsopgaver.
Men din leder kan ikke nægte dig at deltage i relevante kurser arrangeret af Konstruktørforeningen.
-
Som tillidsrepræsentant modtager du et vederlag for dit arbejde som tillidsrepræsentant.
Størrelsen af vederlaget aftales lokalt og ligger typisk mellem 1.500–2.500 kr. om måneden.
-
Som tillidsrepræsentant må du ikke blive straffet for dit arbejde som TR.
Der skal derfor være tvingende årsager, for at en arbejdsgiver kan afskedige en tillidsrepræsentant.
Det betyder, at du som tillidsrepræsentant har en ekstra beskyttelse mod afskedigelse. Særligt i situationer, hvor virksomheden omstrukturerer eller nedlægger en række stillinger, gælder det normalt, at tillidsrepræsentanten ikke kan omfattes af en afskedigelse.
Det er dog vigtigt at understrege, at du som tillidsrepræsentant er underlagt de samme almindelige pligter som dine kollegaer i forhold til fremmøde, arbejdsindsats, loyalitet osv. Du har derfor ikke en særlig beskyttelse, hvis du overtræder disse forpligtelser.
Hvis du afskediges, kan afskedigelsen anfægtes ved voldgift. Hvis det vurderes, at afskedigelsen var uberettiget, kan du enten genansættes eller modtage en godtgørelse.
Hvis du som tillidsrepræsentant kommer i en situation, hvor afskedigelse kan være en mulighed, anbefaler vi, at du straks kontakter din kontaktperson i Konstruktørforeningen.
-
Som tillidsrepræsentant har du en fast konsulent som kontaktperson i Konstruktørforeningen. Her kan du sparre og få råd og vejledning om alle opgaver, der knytter sig til din rolle som tillidsrepræsentant.