Læge- og tandlægebesøg
i arbejdstiden
Fravær i forbindelse med lægebesøg
Ja, du har som udgangspunkt ret til fravær med løn, hvis lægebesøget er nødvendigt på grund af sygdom eller som led i en undersøgelse eller behandling, der kan sidestilles med sygdom.
Du skal så vidt muligt forsøge at lægge lægebesøget uden for arbejdstiden. Er det ikke muligt, skal du planlægge besøget, så det er til mindst mulig gene for din arbejdsgiver.
Fravær i forbindelse med tandlæge, fysioterapeut, kiropraktor m.m.
Planlagte aftaler hos tandlæge, fysioterapeut, kiropraktor eller optiker giver som udgangspunkt ikke i sig selv ret til fravær med løn.
Der kan dog være situationer, hvor fraværet kan sidestilles med sygdom. Det gælder fx ved akut behov for behandling som følge af en pludselig hændelse eller skade. Hvis du fx kommer til skade med dine tænder og har behov for akut tandlægebehandling, kan fraværet derfor være omfattet af reglerne om sygdom.
Det samme kan gøre sig gældende, hvis du efter en lægefaglig vurdering bliver henvist til behandling hos for eksempel en fysioterapeut eller kiropraktor. Hvis behandlingen er nødvendig og ikke kan placeres uden for arbejdstiden, kan fraværet efter omstændighederne sidestilles med sygdom.
Bloddonation og behandlinger, du selv vælger at få foretaget, herunder alternative behandlinger, giver som udgangspunkt ikke ret til fravær med løn.