Sygdom og barsel
Graviditetsbetinget sygdom
Graviditetsbetinget sygdom dækker over helbredsmæssige forhold, der opstår som følge af graviditeten, og som kan påvirke den gravide eller barnet.
Det kan for eksempel være:
- Risiko for abort
- For tidlig fødsel
- Svangerskabsforgiftning
- Bækkenløsning
Bliver du syg på grund af graviditeten, afhænger dine rettigheder af dit ansættelsesforhold. Det vil typisk fremgå af din overenskomst, din ansættelseskontrakt eller arbejdspladsens personalepolitik, hvilke rettigheder du har under sygdom, herunder om du har ret til løn eller sygedagpenge.
Hovedparten af bygningskonstruktører er ansat som funktionærer og har derfor som udgangspunkt ret til løn under sygdom.
Er du i tvivl om dine rettigheder, er du altid velkommen til at kontakte Konstruktørforeningen for rådgivning.
Almindelig sygdom under graviditeten
Bliver du syg af årsager, der ikke er relateret til graviditeten, gælder de almindelige regler for sygdom.
Er du ansat som funktionær, har du som udgangspunkt ret til løn under sygdom.
Bliver du syg under din barsel, giver det som udgangspunkt ikke ret til at afbryde eller udskyde barslen.
Hvis du som mor inden for de første 10 uger efter fødslen bliver så syg, at du ikke kan tage dig af barnet, kan far eller medmor træde ind i din barsel. Det er din læge, der skal vurdere, om det er nødvendigt.
Hvis far eller medmor overtager alle 10 uger, bortfalder muligheden for at afholde de to ugers orlov, som vedkommende ellers har ret til i forbindelse med fødslen.
Opstår sygdommen mere end 10 uger efter fødslen, kan orloven som udgangspunkt kun udskydes efter aftale med arbejdsgiveren.
Sygdom hos far eller medmor
Hvis du som far eller medmor bliver syg under orloven, kan orloven kun flyttes, hvis du indgår en aftale med arbejdsgiveren. Du har ikke krav på at få orloven udskudt. Hvis arbejdsgiveren ikke accepterer en ændring, skal den varslede orlov derfor som udgangspunkt afholdes som planlagt. Orloven skal desuden som hovedregel være afholdt, inden barnet fylder 10 uger.
Opstår sygdommen mere end 10 uger efter fødslen, gælder der ikke særlige regler, som giver den anden forælder ret til at overtage orloven.
Hvis det i din konkrete situation vil være urimeligt at fastholde den varslede orlov, kan du anmode om at få tidspunktet ændret. Også i disse tilfælde kræver en ændring som udgangspunkt arbejdsgiverens accept.
Risikofyldt arbejde og graviditet
Må du sige fra over for visse typer af arbejde, når du er gravid?
Ja, det er din arbejdsgivers pligt at sørge for, at du kan udføre dit arbejde sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt.
- Risikofyldt arbejde under graviditeten kan blandt andet omfatte:
- Tunge løft og anden fysisk belastning
- Natarbejde
- Støj, stråling eller kemiske påvirkninger
- Ekstreme temperaturer, det vil sige voldsom kulde eller varme
- Langvarige perioder, hvor du sidder, står eller går uden mulighed for pauser
- Risiko for smitsomme sygdomme
- Vold, trusler eller andre psykiske belastninger
Hvis arbejdsforholdene udgør en risiko for dig eller barnet, skal arbejdsgiveren så vidt muligt tilpasse arbejdsopgaverne eller tilbyde dig omplacering. Er det ikke muligt, har du ret til at blive hjemsendt med fuld løn indtil fire uger før fødslen. Herefter overgår du til barselsorlov.
Er du i tvivl om de fysiske belastninger i dit arbejde?
Er du i tvivl om, hvorvidt dine arbejdsforhold er forsvarlige under graviditeten, kan du kontakte din læge for at få en samlet vurdering af din situation. Lægen vil blandt andet kunne vurdere, om de fysiske belastninger i arbejdet udgør en risiko for dig eller fosteret.
Hvis dit barn bliver alvorligt sygt eller indlagt
Bliver dit barn alvorligt sygt eller indlagt under barselsorloven, kan du i visse tilfælde forlænge din orlov og modtage barselsdagpenge i en periode, der svarer til indlæggelsesperioden.
Muligheden for forlængelse afhænger af flere forhold, herunder barnets alder, indlæggelsens varighed, og om du genoptager arbejdet under forløbet. Der skal desuden foreligge dokumentation fra hospitalet.
Reglerne på området kan være komplekse, og dine muligheder vil bero på en konkret vurdering af din situation.
Kontakt Konstruktørforeningen, hvis du står i denne situation. Vi hjælper dig med at afklare dine rettigheder og muligheder.